Røver måtte opgive at komme ind

TERNDRUP:Servicesparekassen i Terndrup har haft held til at skræmme en potentiel røver væk. Mandag eftermiddag kl. 14.07 opgav en mand ned en strilkhue trukket ned foran ansigtet sit forehavende, da han blev mødt af en låst dør i den lokale sparekasse i Terndrupcentret. Efter to væbnede røverier mod Servicesparekassen i fjor, hvor personalet blev truet til at udbetale store beløb i kontanter, har pengeinstituttet nemlig øget sikkerheden. Kunderne kan ikke længere uden videre gå ind. Serviceparekassen i Terndrup har et temmelig stort vindfang, og her skal kunderne nu stå, indtil pesonalet med en knap aktiverer døråbningen. - Det har vist sig at være en rigtig god idé. Man har ikke længere den situation, at en mand løber ind i sparekassen og råber ”Det er et røveri”, siger kriminalkommissær Hans Mikkelsen, Hobro Politi. Ved gårsdagens røveriforsøg nåede den potentielle røver kun til forgangen. Efter forgæves at have rykket i den låste dør, tog flygtede han. Signalementet er sparsomt. Røveren beskrives som en yngre mand, ca. 185 cm høj. Ud over den strikkede hue for ansigtet var han i strikket trøje og mørke bukser. Han forsvandt i en sort VW Golf med bogstaverne ”SH” i nummerpladen.