Røver og tyv for syg til normal straf

AALBORG: På grund af sin psykiske tilstand slap en midaldrende mand i går for fængselsstraf, efter at han i retten i Aalborg blev dømt for et røveri, flere butikstyverier og overtrædelser af våbenloven. Manden blev blandt andet kendt skyldig i et forkvaklet røveri af en pakke cigaretter på en tankstation i Århus. Ifølge sagens oplysninger kom manden først ind og forsøgte at få cigaretter på kredit. Han blev afvist, men vendte tilbage en times tid senere for at købe cigaretter. Da han fik dem udleveret, gik han uden at betale. Da ekspedienten fulgte efter, trak manden en kniv for at holde ekspedienten på afstand. Manden, som et langt stykke hen ad vejen erkendte forholdene, blev ligeledes dømt for et større antal butikstyverier og nogle våbenlovsovertrædelser. Eftersom han skønnes omfattet af Straffelovens §16, der blandt andet omhandler personer, der skønnes sindssyge i gerningsøjeblikket, fik han ingen almindelig straf, men blev dømt til behandling i op til fem år, og den afgørelse accepterede han. tino