Røver stak af med dagens omsætning

Ung mand truede sig til pengeposer få minutter efter lukketid

Med en hånd i lommen lykkedes det søndag en yngre mand at true sig til hele dagens omsætning i SuperBrugsen i Hjørring. Manden kravlede kort efter lukketid klokken 17 over et hegn til ind til gården bag butikken på Sct. Olai Plads og gik ind på lageret. Her mødte han en flaskedreng og spurgte om vej til pengeskabet. Før flaskedrengen nåede at svare, dukkede butikkens uddeler dog op, oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi. Den yngre mand truede med en hånd i lommen uddeleren til at tage pengeposer med dagens omsætning ud af pengeskabet, før han stak af samme vej, som han var kommet. Nøjagtig hvor mange penge, det lykkedes røveren at stikke af med, er endnu uvist. Ifølge politiets oplysninger foregik røveriet så hurtigt, at det øvrige personale i SuperBrugsen ikke nåede at opdage noget. Gerningsmanden beskrives som mellem 16 og 20 år. Han er 180-190 cm høj og var iført en grå trøje med to lommer foran. Trøjen har muligvis en tekst eller et mønster på brystet. Manden bar en sort elefanthue under røveriet, og han talte dansk uden accent. Nordjyllands Politi vil gerne høre fra folk, der eventuelt har set den unge mand løbe fra butikken. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.