Røver truede med cykelstyr

Faktarøver i Skagen anholdt efter kort tid

Jens Hukiær og Mette Siggaard
Arkivfoto
Røverier 1. februar 2013 23:18 - Opdateret 2. februar 2013 07:16

SKAGEN: En 30-årig mand nåede ikke at nyde sit udbytte fra et røveri i Fakta ret længe, inden politiet fredag aften bankede på hans dør i Skagen.

- Vi fandt frem til adressen, hvor den 30-årige befandt sig. På stedet fandt politiet også både røverens udbytte og maskering, oplyser vagtchef Åge Pedersen fra Nordjyllands Politi.

Røveriet skete i Fakta i Smøgen i Skagen ved 20.30-tiden fredag aften.

- Vi fik alarmen klokken 20.47, da forretningens bestyrer anmeldte røveriet, som ekspedienten i butikken havde ringet til bestyreren om. Der var nok gået et kvarters tid siden røveriet, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Peter Redder.

- En mand var kommet ind i forretningen og havde truet ekspedienten i Fakta med en cykelstyrslignende genstand. Ekspedienten udleverede et pengebeløb fra kassen til røveren, fortæller vagtchefen.

Maskeret med halstørklæde

Røveren var maskeret med et halstørklæde, hvor der var klippet huller til øjnene.

- Han blev af vidner set flygte fra Faktabutikken i en ældre grøn bil, oplyser politiet.

Politiet vil ikke nærmere ind på, hvorfor de fik mistanke til den 30-årige. Manden har erkendt at stå bag røveriet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...