Røver truede med lille kniv

SuperBrugsen på Sct. Laurentii Vej i Skagen blev onsdag ved 18.45-tiden udsat for et røveri.

Gerningsmanden var bevæbnet med noget, der lignede en hobbykniv, og han gik hen til den ene af forretningens kasser og forlangte penge. Den kvindelige kassemedarbejder nægtede at adlyde, men det fik røveren til at skubbe hende ned af stolen, hvorefter han selv tog en håndfuld penge i kassen og stak af. Nordjyllands Politi var onsdag aften stadig i gang med tekniske undersøgelser og kunne ikke oplyse, hvor stort udbyttet blev. I første omgang var der kun et sparsomt signalement af røveren: En ung mand iført lyseblå cowboybukser, mørke sko og en mørk vindjakke med noget lyst under armene.