Røver truede sig til penge i bank

Mand med udpræget nordjysk accent truede med pistollignende genstand under et bankrøveri på Grønlands Torv i Aalborg. Politi beder offentligheden om hjælp.

Nørresundby Bank på Grønlands Torv i Aalborg blev onsdag klokken 12.50 udsat for bankrøveri. En dansk talende mand gik ind i banken og truede personalet med en pistollignende genstand. Han fik udleveret et endnu ukendt beløb og gik fra banken via en sti bag Nørresundby Bank ned mod Umanakvej. Efterlyser vidner Der var ingen kunder i banken, men tre ansatte til stede i forretningslokalet, mens de øvrige var til frokostpause. - Vi vil meget gerne høre fra folk, som har set noget mistænkeligt både før og efter gerningstidspunktet klokken 12.50, oplyser vicepolitikommissær Torben Asmussen fra Nordjyllands Politi. Røveren bar en plastikpose fra Spar og beskrives som værende cirka 20 år, spinkel af bygning og cirka 170 centimeter høj. Udpræget nordjysk accent Han har mørke øjne og talte med udpræget nordjysk accent. Manden bar mørke bukser og sko samt en hættetrøje med "Streetammo" i hvid skrift på overarmen. Overvågningsfotos Han havde trukket hætten godt op over hovedet og bar en kasket ovenpå hætten. Politiet lægger overvågningsbilleder af den eftersøgte mand ud på sin hjemmeside i håb om, at bankrøveren kan genkendes på påklædning eller kropsbygning. Oplysninger kan give til Nordjyllands Politi på telefon 114.