Røver ville have forsvarer alligevel

En 20-årig frederikshavner stod fredag ved Retten i Hjørring tiltalt for røveri. På forhånd havde han tilstået og ønskede derfor ikke at få en forsvarer - men det fortrød han.

Selve episoden stammer fra 23. juni 2010 klokken 15.50 på Sæbybanestien i Frederikshavn. Her væltede den 20-årige en 81-årig dame af en cykel, og derefter stjal han hendes taske indeholdende cirka 5.000 kroner i kontanter. På grund af den voldsomme medfart som den 81-årige fik, så ændrede forbrydelsen dog i anklagemyndighedens øjne karakter fra tyveri til røveri. Og det har stor betydning for straffens hårdhed. Udgangspunktet var nemlig, at den 20-årige kunne se frem til en straf på mellem seks og otte måneders ubetinget fængsel, og derfor rådede såvel dommer som anklager den 20-årige til at benytte en forsvarsadvokat. Forelagt kendsgerningerne tog det ikke den 20-årige mange sekunder at indse, at det nok ville være smartest at få en forsvarer. Sagen blev derfor udsat.