Røvere overfaldt pengetransport

Røverier 25. marts 2003 07:00

AALESTRUP: En chauffør på en pengetransport blev mandag aften klokken 20.30 slået ned med en jernstang, da han kom ud fra SuperBrugsen i Aalestrup med dagens omsætning. Røverne lå på lur ved supermarkedet i Vestergade, og da chaufføren var på vej til pengetransporten, sprang en person frem og slog ham i hovedet med en jernstang. Derefter tog han kufferten med penge, hoppede ind i en bil, der forsvandt med stor fart fra stedet. Flugtbilen var en rød VW Golf med nummeret "VB 34.788". Nummerpladerne var angiveligt stjålne. Bilen blev kort efter fundet udbrændt ved Ulbjerg i Viborg Politikreds 25 kilometer fra Aalestrup. Hobro Politi var i aftes uden spor af de to gerningsmænd, røveren og føreren af flugtbilen. Ifølge vagthavende er pengetransportens offer ikke kommet alvorligt til skade, men har fået nogle knubs i hovedet. Politiet ønskede i aftes ikke at oplyse, hvor mange penge kufferten indeholdt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...