Røvere slap væk med 100.000 kr.

Bevæbnede mænd brændte Skoda af under flugt efter groft røveri

KLARUP:- Det er et røveri! Ned på gulvet og boksen op! Noget i den stil lød ordrerne fra to maskerede og bevæbnede mænd, da de i går middag stormede ind i Danske Banks filial på Klarupvej 57 i Klarup. De to mænd slap væk med op mod 100.000 kroner i dansk og udenlandsk valuta. Røveriet fandt sted kl. 11.51, og vicekriminalkommissær Frank Olsen, Aalborg Politi, oplyser, at en kunde, som befandt sig i banklokalet, omgående parerede ordre og smed sig ned på gulvet. - Mens den ene røver holdt alle tilstedeværende i skak med et oversavet jagtgevær, gik den anden røver over til kassen og forsynede sig, siger Frank Olsen. Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge røverne fik med sig, men ifølge NORDJYSKE Stiftstidendes oplysninger skulle det dreje sig om cirka 70.000 kroner i danske penge samt yderligere cirka 30.000 kroner i udenlandsk valuta. Sekunder senere løb røverne ud til en Bordeaux-farvet Skoda Octavia, som de havde holdende klar uden for bankfilialen på Klarupvej. Bilen har senere vist sig at være stjålet i Nørresundby. - De flygtede ad Klarupvej i vestlig retning, men på nuværende tidspunkt kender vi ikke flugtruten nærmere, siger Frank Olsen. Politiet sendte omgående et stort antal patruljer til området, og kort efter blev flugtbilen fundet ved en spejderhytte på Kærgårdsvej ved Storvorde nogle få kilometer fra banken. Flugtbil i brand Flugtbilen stod i lys lue, da den blev fundet, og Frank Olsen oplyser, at der i den afbrændte Skoda blev fundet to oversavede jagtgeværer samt afbrændt tøj, som formentlig var de sørgelige rester af de kedeldragter, som de to mænd havde på under røveriet. - Vi ved, at den ene røver havde et oversavet jagtgevær med ind i banken, men vidner har ikke med sikkerhed kunnet sige, om også den anden røver, som tog pengene fra kassen, var bevæbnet under røveriet, siger Frank Olsen. Han tilføjer, at politiet endnu ikke ved, om geværet eller geværerne var skarpladte under røveriet, som politiet under alle omstændigheder betegner som røveri af særlig farlig karakter. Vidner efterlyses Kriminalpolitiet i Aalborg ved meget lidt om, hvordan røverne er kommet videre fra spejderhytten på Kærgårdsvej ved Storvorde. - Der har været forlydender om, at en rød Opel Ascona blev set i området ved Kærgårdsvej omkring gerningstidspunktet, men vi er usikre på, om den bil har noget med røveriet at gøre, siger Frank Olsen. Kriminalpolitiet i Aalborg hører gerne fra vidner, som har bemærket aktivitet omkring spejderhytten på Kærgårdsvej før eller efter røveriet fredag middag, ligesom politiet gerne hører fra alle, som mener at have set den Bordeaux-farvede Skoda Octavia i området. Aalborg Politi kan kontaktes på tlf.: 96 30 14 48.