Røvere slog bestyrer og truede med pistol

Stjålen sort bil kørte væk med to røvere, der torsdag aften gik i aktion i Haderslev. Politiet håber på vidner

Røvere slog bestyrer og truede med pistol

To mænd optrådte ret voldsomt, da de torsdag aften begik røveri mod et supermarked i Haderslev.

- De slog bestyreren og truede med pistol, siger vagtchef Søren Strægaard i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mændene brugte en bil, som blev stjålet i slutningen af november i forbindelse med et indbrud i Haderslev, og politiet håber nu på vidner i sagen.

Politiet fik alarmen kort før klokken 20 om røveriet mod Superbest på Gåskærgade.

Mændene - den ene med elefanthue på hovedet, den anden formummet med en styrthjelm - kom om i baglokalet og fik her adgang til kontanter.

Derefter løb de ud til en tredje mand i en ventede sort Renault Grand Scenic med DF 53 859 på nummerpladen.

Bilen blev stjålet ved et indbrud mellem 27. og 28. november, og i samme forbindelse mistede ejerne også en mørkeblå Fiat Alhambra med registreringsnummer GF 57 429.

- Hvis nogen har set bilerne, vil vi gerne høre om det, siger vagtchefen hos politiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.