Røveri: Brød ind i hus, mens der var fest i haven

Et dristigt indbrud udviklede sig natten til søndag til et røveri i Hjørring

Røverier 2. september 2018 09:42 - Opdateret 3. september 2018 09:48

HJØRRING: Et svendegilde på Kirkegårdsvej i Hjørring endte natten til søndag i et røveri.

Svendegildet blev holdt ude i haven, og en dristig indbrudstyv havde åbenbart benyttet muligheden til at snige sig ind, mens alle folk var samlet uden for, fortæller vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.

Festdeltagerne opdagede dog, at manden gik rundt inde i huset, og de gik og antastede manden, der svarede igen med at trække en skruetrækker og true dem. Og dermed blev indbruddet til røveri.

Gerningsmanden stak herefter af fra stedet. Han slap af sted med kontanter og spiritus, fortæller vagtchefen.

Manden beskrives som ca. 25 år, 180 cm. høj og almindelig af bygning. Han var iført en mørk hættetrøje.

Politiet var efterfølgende ude at lede efter røveren, men uden held.

Vagtchefen ved Nordjyllands Politi oplyser mandag formiddag, at manden endnu ikke er pågrebet, men at man er ret sikker på, hvem røveren er.

Har man oplysninger i sagen kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...