Røveri med proptrækker

En 20-årig mand med bopæl i Aalborg er sigtet for røveri, efter at han torsdag aften begik kriminalitet med tre flasker rom og en proptrækker.

Manden var kort før klokken 20 inde i Aldi-forretningen i Odinsgade i Aalborg, hvor han greb fat i tre flasker rom og tog dem med gennem kasselinien uden at betale. Da personalet rettede henvendelse til ham, fiskede han en proptrækker op af lommen, truede personalet med proptrækkeren og stak af. En af de ansatte fulgte dog efter ham, og derfor havde politiet let ved at anholde ham i nabolaget kort tid efter. Den 20-årige var påvirket af spiritus eller stoffer og blev derfor anbragt i detentionen.