Røveri mod købmand

Gerningsmand med kniv snuppede selv penge fra kassen

Arkivfoto

Arkivfoto

NØRRESUNDBY:Min Købmand på Skansevej i Nørresundby blev torsdag aften ved 19.30-tiden udsat for et røveri.

Røveren slog til mens ekspedienten var væk fra kassen, og det lykkedes gerningsmanden at slippe væk med et mindre pengebeløb, fortæller vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.

Røveren forsvandt efter røveriet til fods i retning mod Skanseparken, hvor sporet foreløbig ender.

Havde kniv med

Politiet har set overvågningsbilledet fra købmandsforretningen, og ifølge vagtchefen er der ingen tvivl om, at manden var parat til at begå røveri.

- Billederne viser tydeligt en maskeret mand med en kniv og en rød-hvid plasticpose i hånden. Han blev først opdaget på vej ud af butikken, da han mødte en kunde. Han truede dog ikke med kniven, men alene det at han gik med kniven i hånden viser, at han havde til hensigt at begå røveri, siger Bent Højgaard.

Røveren beskrives som en yngre slank mand, 185-190 centimeter høj. Han var iført en mørk sort hættetrøje, som var trukket godt ned over ansigtet. Han havde desuden grå mørke bukser på, grå fingervanter og sorte Nike sko med hvid sål.

Nordjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på telefon 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.