Røveri mod nordjysk købmand
Røver truede med pistol
Opdateret 12. juli 2016 kl. 10:23
RØRBÆK: Mandag aften blev der begået røveri i en købmandsforretning i Rørbæk nord for Hobro.
- Klokken 20 fik vi anmeldelse om røveri fra Min Købmand, Skovmosevej i Rørbæk. Gerningsmanden truede med en pistollignende genstand, oplyser vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi.
Røveren fik et endnu ukendt kontantbeløb udleveret.
- Et vidne så en mand med hætte over hovedet løbe fra butikken og fulgte efter, fortæller vagtchefen.
Gerningsmanden løb hen til parkeringspladsen ved Rørbæk Kirke, hvor en medgerningsmand ventede i en sort VW Golf 4.
Bilen har registreringsnummer SY 47.879, men nummerpladerne er stjålet fra en anden bil.
Vidnet forsøgte at følge efter bilen og så den køre ad Nørregade og Fyrkildevej mod nord, Dværgvej mod øst og Døstrupvej mod syd.
Her kunne vidnet ikke følge med mere, for der blev kørt stærkt, fortæller Per Vagn Nielsen.
Eneste signalement af de to gerningsmænd er, at de begge er i 20’erne.
Politiet var mandag aften ved at sikre spor på stedet.
Nordjyllands Politi vil meget gerne høre fra andre vidner, der måtte have oplysninger om køretøj og gerningsmændene. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.