Røveri ryster bankdirektør

Nordjyske Bank overvejer pengeløse afdelinger efter væbnet røveri i Tårs

Røveriet skete i Nordjyske Bank her på Butikstorvet i Tårs klokken 15.10, hvor en mand kom ind i banken for at veksle valuta. Da han fik pengene i hånden, trak han en pistol.

Røveriet skete i Nordjyske Bank her på Butikstorvet i Tårs klokken 15.10, hvor en mand kom ind i banken for at veksle valuta. Da han fik pengene i hånden, trak han en pistol.


NORDJYLLAND: Det var en koldblodig røver, der mandag eftermiddag trak en pistol mod en kvindelig medarbejder i Nordjyske Bank i Tårs.
Det mener bankens direktør Mikael Jacobsen, der var på stedet kort efter røveriet. Han har set overvågningsvideoerne og talt med de to medarbejdere, der var til stede under røveriet.
- Det var dramatisk, fordi han havde en pistol. Men der var ingen råben, skrigen eller panik. Han tog bare pengene fra kassen og satte sig ud i en bil, der ventede udenfor, siger direktøren.

Lige efter bogen

Medarbejderen ved kassen havde også været rolig og fattet under røveriet, hvor hun havde trådt et skridt tilbage og ladet røveren tage pengene selv.

- De to medarbejdere havde overholdt vores røveriinstruktioner flot. De spærrede stedet af, så sporene ikke blev ødelagt, og de sørgede for at skrive nummerpladen på bilen ned og give politiet et godt signalement, siger Mikael Jacobsen.
Men selvom alt gik efter bogen, og medarbejderne også efter røveriet har været rolige, ærgrer røveriet bankdirektøren.
- Nogle gange kommer reaktionen på den slags først senere. Det er simpelthen ikke rimeligt, at vores medarbejdere skal udsættes for sådan en fare, siger Mikael Jacobsen.

Pengeløs bank

Røveriet er det femte mod Nordjyske Bank på de ti år direktøren har arbejdet i banken, fortæller han.

- Det får os til at overveje, om vi overhovedet skal have kontanter i de mindre afdelinger, eller om kunderne må gå i hæveautomaten i stedet, siger Mikael Jacobsen.
Flere andre banker er allerede gået over til det system af samme grund.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.