Røveri: Videoen var slukket

NØRRESUNDBY:Aalborg Politi var onsdag ikke kommet nærmere en opklaring af et røveri tirsdag ved 18-tiden i Merko Skansemarked på Skansevej i Nørresundby. Chancen for et gennembrud bliver ikke bedre af, at personalet havde glemt at tænde for det videokamera, som ellers er sat op til at overvåge forretningen. Det tændes normalt om morgenen, når butikken bliver åbnet, men netop tirsdag var det glippet. Derfor er der ingen fotos af de to hætteklædte gerningsmænd, der truede sig til dagens omsætning med en kniv. Aalborg Politi kunne heller ikke i går sætte tal på udbyttet, hvilket skyldes, at personalet simpelt hen ikke ved, hvor mange penge, der var i kassen. Boner og dankortnotaer er afleveret til bogholderiet. Til gengæld har et vidne henvendt sig og fortalt, at to mænd svarende til udseendet på de to røvere kom gående på Rolighedsvej ved 18-tiden. Vidnet bemærkede, at de to mænd havde huer på hovedet til hårgrænsen. Politiet anser det for sandsynligt, at det var de to gerningsmænd på vej til supermarkedet på Skansevej. Udseendet og tidspunktet passer. Røveriet skete kl. 18.19. Under røveriet var de to unge mænd maskerede med elefanthuer, og den ene holdt en kniv i hånden. Den unge pige ved kassen adlød ordren om at udlevere alle pengene og satte kasseindsatsen på disken. Røverne fik derudover og fat i en kasse med byttepenge og tog et ukendt antal skrabelodder fra en kasse på disken. Røveriet skete kl. 18.19, og udbyttet proppede de i en post og flygtede ned ad Skansevej i retning mod Sankt Peders Gade.