Røveriboom i januar

NORDJYLLAND:Nordjylland er ramt af et røveriboom lige nu. Siden nytår har der været tre bankrøverier og otte røverier mod butikker i landsdelen. 11 røverier på tre uger. I samme periode sidste år fik politiet i Nordjylland ingen anmeldelser om den type røverier, og politiet mener, at samme gerningsfolk står bag flere røverier. - Alt peger på, at det er nogle, der skal bruge pengene her og nu, enten til at afdrage gæld eller til at købe noget, de har desperat brug for, for eksempel narko, siger politiinspektør Verner Holm. Trods røveriboomet har nordjyske butikker og banker ikke grund til at være ekstra bekymrede, mener han. Butikkerne skal dog sørge for, at de ikke har alt for mange kontanter liggende. Hvis der sker røveri, skal man ikke gå i konfrontation med røverne, understreger Verner Holm.

Forsiden