Røveriforsøg på sti: Politi søger vidner

Cyklende kvinde forsøgte at stjæle mobiltelefon fra 44-årig kvinde - politi vil specielt gerne tale med ældre mand

Jens Hukiær
Arkivfoto
Røverier 29. oktober 2018 12:14

GUG: En 44-årig kvinde blev tirsdag 23. oktober ved 15-tiden udsat for et røveriforsøg på stisystemet bag ved børnehaven, Beatesmindevej 175 i Gug. Nu søger Nordjyllands Politi vidner til episoden.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den 44-årige kvinde var ved at forlade en børnehave på Beatesmindevej 175 i Gug via stisystemet bag ved børnehaven. Hun var i følgeskab med en 6-årig dreng, og hun holdt sin mobiltelefon i hånden. En ukendt kvinde kom cyklende og forsøgte at frarøve den 44-årige hendes telefon. Den 44-årige forsøgte at afværge overfaldet og holde fast i sin mobiltelefon.

Den ukendte gerningskvinde med cyklen beskrives som følger mellemøstligt udseende, 45-50 år gammel og cirka 170 centimeter høj. Hun var spinkel af bygning med gråt kruset hår opsat i en lille hestehale, og hun havde buskede øjenbryn. Hun var iført en sort arbejdsjakke af mærket Sebago, som stod skrevet på brystet af jakken. Derudover var den kvindelige gerningsmand iført sorte joggingbukser og sorte træsko uden hælkap. Hun bar desuden et gråt tørklæde på hovedet.

Mand med hund måske vidne

Hun kom cyklende på en hvid damecykel med sort cykelkurv foran.

Politikommissær Martin Rolighed fra Nordjyllands Politi opfordrer borgere, der har set eller hørt noget til overfaldet, til at kontakte politiet.

- Vi vil meget gerne i kontakt med vidner. Den forurettede kvinde så under overfaldet en mand på cirka 60-65 år, som gik tur med en lille hvid hund i nærheden. Ham er vi meget interesserede i at høre fra. Der kan også være andre, som har set eller hørt noget, for eksempel i forbindelse med afhentning af børn i børnehaven, siger politikommissær Martin Rolighed.

Borgere med oplysninger i sagen bedes ringe til Nordjyllands Politi på tlf. 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...