Røverimistænkt efterlyses

Nordjyllands Politi er på jagt efter endnu en mistænkt efter røveriet lørdag eftermiddag i Hjørring, hvor en 44-årig mand blev overfaldet og udsat for røveri.

Et ungt par blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for det voldelige overfald og røveri. Offeret har imidlertid set en tredje person, som politiet meget gerne vil i kontakt med. Han menes at have haft en mere passiv rolle under røveriet. Det sigtede par på 23 og 20 år lokkede angiveligt den 44-årige ned i parken Svanelunden i Hjørring under påskud af, at han skulle mødes med den 20-årige kvindes mor. Da han kom derned ved 15 tiden, så han først den 23-årige mand tale med en anden mand, hvorefter den 23 -årige gik løs på den 44-årige og gav ham et knytnæveslag i ansigtet. Senere fortsatte røveriet og volden i den 44-åriges lejlighed i Vestbyen, hvor han blev frarøvet 1000 kroner efter at have fået to flasker knust mod sit hoved. Den anden mand som blev set i parken beskrives som ca. 25 år, middelhøjde, lidt kraftig bygget. Formentlig etnisk afstamning med mørkt hår. Han havde en tatovering på den ene underarm og var iført en t-shirt. Oplysninger til Nordjyllands Politi på 114.