Røverkøb med krudt i støvlen

Mattias Lindström overrasket over at se sit skud gå ind til AaB's sejrsmål

FC Nordsjælland AaB 0-1 Fodbold, Superligaen FARUM: Det har længe stået lysende klart, at AaB gjorde en god investering, da klubben for knap halvandet år siden hentede Martin Ericsson i IFK Göteborg, angiveligt for en transfer på tre mio. kr. Nu tyder meget på, at sportsdirektør Lynge Jacobsen gjorde mindst lige så god en handel, da han i vinter påny var på rov i Sverige og sikrede sig en transferfri Mattias Lindström i Helsingborg. Begge svenskere har ikke blot tilført AaB-holdet fine tekniske kvaliteter. Martin Ericsson er holdets topscorer i denne sæson med otte pletskud, og landsmanden rangerer som forårets bedste målskytte i AaB med fem træffere, efter at han i går lynede for tredje gang i træk og oven i købet fik status som matchvinder. Målmandsdrop Typisk for Mattias Lindstrøm faldt den gyldne scoring i Farum Park på et optimistisk langskud i kølvandet af et par mislykkede aktioner på højrekanten. - Jamen, sådan spiller jeg. Erik Hamrén (AaB's cheftræner) vil have, at jeg prøver noget, og det lykkes selvfølgelig ikke hver gang, men jeg lader mig ikke slå ud af nogle skævere, lød det fra en smilende Mattias Lindström. Med sin skudiver og krudt i højrestøvlen har den 25-årige svensker tilført AaB en længe savnet dimension, men han tøvede ikke med at erkende, at søndagens scoring ikke ligefrem faldt på et drømmehug. - Martin Ericsson trak deres midterforsvarer med sig, da jeg fik bolden i højre side. Det gav mig plads til at rykke på tværs og trykke af, men skuddet var ikke specielr hårdt, og jeg var overrasket over at se bolden gå i mål. Det virkede, som om målmanden blev snydt af, at bolden sjuttede i det våde græs lige foran ham. Dårlig kamp Mattias Lindström erkendte blankt, at AaB som helhed ikke havde ydet nogen prangende præstation. - Vi arbejdede hårdt og spillede også okay i første halvleg, og vi var enige om at fortsætte i samme spor, men alligevel gik vi i anden halvleg langt tilbage på banen og baserede opspillet alt for meget på enkeltmandspræstationer. - Det er imidlertid meget tilfredsstillende at erobre tre point i en dårlig kamp, og nu ser det for alvor lyst ud for os i bestræbelserne på at slutte i top-4. - Du får mig ikke til at sige, at vi skal ende højere oppe på tabellen, men jeg glæder mig til udfordringerne mod blandt andre Brøndby og FCK i de sidste seks kampe. - I første omgang er det dog Viborg, det gælder på torsdag, og det bliver en hård opgave, hvor vi er sultne efter at revanchere vores hidtil eneste nederlag i foråret, sagde Mattias Lindström, der lavede sit første mål for AaB netop mod Viborg. Dengang rakte det kun til en reducering, men siden har den sprælske svensker scoret fire gange i lige så mange AaB-sejre.