Roger er nu smidt ud

Computeringeniør Roger Baker skal ud af landet inden 15 dage.

Tiden er ved at rinde ud for Roger og Randi Baker. Foto: Bent Bach

Tiden er ved at rinde ud for Roger og Randi Baker. Foto: Bent Bach

Otte måneders pinefuld ventetid endte i sidste uge for amerikaneren Roger Baker, der bor sammen med sin kone Randi i Hjørring. Men det blev en nedslående besked fra Udlændingeservice, der har brugt de mange måneder på at behandle hans ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse. Inden 15 dage skal han forlade landet. - Det er virkelig nedslående, og det hele virker lige nu håbløst, siger Roger Baker. Computeringeniøren fra Michigan havde ellers et job på hånden hos HMK i Hjørring, da han i juli 2008 søgte om opholdstilladelse. Udlændingeservice meddeler, at sagsbehandlingen tager ca. to måneder og man derfor skal sørge for at have økonomi til ventetiden. Pengene er brugt Nu er der så gået otte måneder og Roger Bakers opsparede penge er for længst brugt. Familien lever udelukkende af Randis fleksjobløn og velvillig hjælp fra familie og venner. Grunden til afslaget er, at Roger i første omgang var lovet et job i HMK's montageafdeling og senere skulle han så flytte ind i IT-afdelingen, hvor han har sin store ekspertise. I sit hjemland har han bl.a. været IT-chef i en virksomhed med 600 ansatte Men myndighederne har udelukkende vurderet montagejobbet og det giver ikke adgang til en arbejdstilladelse for amerikaneren. Det er kun IT-jobbet, der er på den såkaldte positivliste. Roger Baker har siden desperat søgt en masse job, men han støder hele tiden mod muren, pga. hans manglende danskkundskaber. Og han kan ikke få adgang til danskundervisning så længe han ikke har en opholdstilladelse. - Det er utroligt. Kriminelle udlændinge får lov til at blive i Danmark. Jeg er en lovlydig borger, som skal smides ud, siger Roger Baker. Familiesammenføring Nu er tiden ved at løbe ud. Sidste chance er at søge om familiesammenføring. Mens ansøgningen behandles kan Roger blive i Hjørring, men han må ikke søge arbejde. - Jeg skal bare sidde og vente, konstaterer han. Og det er stadig meget tvivlsomt om det lykkedes at få et liv med sin nye familie. - Kravet for familiesammenføring er, at vi skal stille en bankgaranti på 60.000 kroner. Det bliver meget svært, fordi vi har brugt pengene på at leve mens vi ventede, siger Roger Baker. Han respekterer de stramme danske udlændingeregler, men mener ikke at myndighederne selv lever op til dem. - Hvis jeg havde fået et svar inden for deres egen tidsfrist, havde situationen været helt anderledes, siger Roger Baker.