Rokade i teatertop

Peter Schrøder og Lars Sennels deler opgaverne mellem sig på Vendsyssel Teater i Hjørring.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Souschef Lars Sennels skal tage sig af administration og pr. Privatfoto

Vendsyssel Teater rokerer rundt på ledelsen. Fra 1. august skal teaterleder Peter Schrøder koncentrere sig om det kunstneriske og være teatrets ansigt udadtil, mens souschef Lars Sennels tager sig af det administrative og pr-mæssige på teatret. Lars Sennels forlader samtidig sin stilling som direktør for Nordjyllands Mediecenter i Aabybro, som han har haft sideløbende med souschefopgaven på teatret, men som der ikke længere er tid til. Mediecentrets bestyrelsesformand Henning Julin beklager, at centret mister Lars Sennels. - Vi er kede af, men har forståelse for, at Lars Sennels har valgt helt at hellige sig jobbet på Vendsyssel Teater, hvor store opgaver venter, siger Henning Julin i en pressemeddelelse. Rokaden på teatret sker som følge af, at planerne om et nyt teater i Hjørring er rykket nærmere efter Realdanias tilsagn om at støtte en forundersøgelse. Både Peter Schrøder og Lars Sennels får en del opgaver i forbindelse med at undersøge mulighederne for virkeliggørelsen af teaterplanerne. De har netop begge fået forlænget deres kontrakter med fire år. - Det handler om at udnytte ressourcerne optimalt. Peter Schrøder er et stort kunstnerisk og personligt aktiv, som skal udnyttes. Lars Sennels har stor erfaring med at drive et kulturhus, og han har tidligere stået i spidsen for et større kulturhusbyggeri (Holstebro Teater, red.), og den erfaring kan vi på denne måde drage optimal nytte af. Vi får nu en solid og fremtidssikret ledelse af Vendsyssel Teater, siger teatrets bestyrelsesformand, Sven Bertelsen (UP).