Hobro

Rokade mellem to brugser

1. juni tiltræder uddeler Gitte Trads i barselsvikariat i Vebbestrup, og erstattes i Rørbæk af ny lokal uddeler.

Godt fire år nåede Gitte Trads at have rollen som brugsuddeler i Rørbæk, inden hun i morgen 1. juni rykker til Vebbestrup i et barselsvikariat det næste års tid. Arkivfoto: Henrik Bo

Godt fire år nåede Gitte Trads at have rollen som brugsuddeler i Rørbæk, inden hun i morgen 1. juni rykker til Vebbestrup i et barselsvikariat det næste års tid. Arkivfoto: Henrik Bo

Efter godt fire år som uddeler i brugsen i Rørbæk har Gitte Trads selv valgt at søge nye græsgange. Allerede fra i morgen vil hun stå for ledelsen af en noget større forretning, nemlig LokalBrugsen i Vebbestrup. - Her har jeg fået et års barselsvikariat, hvor jeg skal afløse brugsuddeler Heidi Schwartz. Efterfølgende må jeg så se, hvad der sker rent jobmæssigt, fortæller Gitte Trads. Om baggrunden for sin fratræden påpeger Gitte Trads, at det skyldes de netop indførte udvidede åbningstider i brugsen i Rørbæk, der ikke harmonerer med familielivet med mand og børn. Ny uddeler i brugsen i Rørbæk bliver efter jobopslag hos Coop Danmark A/S Tina Malthe Kristiansen fra Rørbæk. Hun kommer fra en stilling hos Super best i Hobro og har inden da været salgsassistent i brugsen i Rørbæk ved Gitte Trads's tiltræden for fire år siden. Brugsuddelerens fratræden markeres på hende sidste arbejdsdag i Rørbæk tirsdag eftermiddag med bestyrelsen som vært for kaffe og kage til alle kunder og leverandører samt øvrige forretningsforbindelser.