Rold Skov kort og godt

Nu er det slut med at stykke skoven sammen af tre forskellige kort

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Betty og Gunnar Knudsen fra Stovorde glæder sig over, at hele Rold Skov endelig er samlet på et kort.foto: Hans christian jacobsen

REBILD:Fredag blev dagen, hvor hele Rold Skov for første gang blev samlet på et kort. Tidligere har brugere af skoven skulle sammensætte tre kort for at få overblik. Den oplevelse kende Betty og Gunnar Knudsen fra Storvorde kun alt for godt. - Vi har haft problemer med at finde de mange kilder. Jeg kan godt huske, at vi har stået og fumlet med flere forskellige kort. Det her er bare rigtig dejligt, siger Betty Sørensen, mens hendes øjne studerer det kort, leder af Rold Skov Natur- og Kulturcenter, Uffe Westerberg, få timer tidligere hentede på trykkeriet. - Vi har godt vidst, at sådan et kort manglede, men det er dejligt at høre folk sige, at de er glade for sådan et kort, siger Uffe Westerberg. Det nye oversigtskort, som Rold Skov Natur- og Kulturcenter står bag, giver det fulde overblik over skoven og er udstyret med en lang liste af seværdigheder, der kan opleves i skoven. - Vi har lånt kort fra Nordjyllands Amt, Statsskovdistriktet, Lindenborg og Nørlung, så det har været et fint samarbejde, fortæller Uffe Westerberg, der har planer om at supplere det fysiske kort med forslag til gåture i skoven, der kan hentes på centrets hjemmeside. - Inden næste sommer skal der ligge en række forslag til temature i skoven. Men om det bliver fem eller 25 tør jeg ikke sige noget om, siger han. Uffe Westerberg mener ikke, at de eksisterende kort bliver overflødiggjort af det nye kort. - Vi har lavet den samlende overbygning. Nu kan vi begynde at fylde nedenunder der, hvor de nuværende kort ikke dækker særlig godt, siger han. Kortet er gratis og kan fås på biblioteker i lokalområdet, på turistkontorerne og steder, hvor turister ellers færdes. - Vi håber, at kortet kan være med til, at folk måske går nogen andre ture, end de plejer. Nu kan de ihvertfald se mulighederne, siger Uffe Westerberg.

Breaking
Bomberyddere tilkaldt efter brag i Aalborg
Luk