Rolig fest med knap 4.000 skoleelever

Sidste skoledag blev fejret med ro og orden i Fårup Sommerland. Alle 4.000 elever, der var på besøg, blev kropsvisiteret for alkohol ved indgangen. Og både politi og Securitas hjalp parkens personale med at styre de unge. - Se billederne fra dagen...

Selv om skoleleverne havde slæbt øl med, fik de dem ikke med ind i Fårup Sommerland.
FOTO Henrik Bo

Selv om skoleleverne havde slæbt øl med, fik de dem ikke med ind i Fårup Sommerland. FOTO Henrik Bo

Fårup Sommerland havde taget flere forholdsregler for at sikre ro og orden, da parken i går var ramme om en sidste skoledag med knap 4.000 nordjyske skoleelever. Ved indgangen blev alle elever på det nærmeste kropsvisiteret for at sikre, at ingen medbragte drikkevarer med alkohol. Eventuelle breezers, øl og shots måtte deponeres ved indgangen hos parkens faste håndværkerstab, indtil eleverne forlod parken igen. Og på forhånd havde Fårup skrevet til de nordjyske skoler for at informere om, hvordan reglerne er. Indenfor havde parkens personale fået assistance fra fire betjente fra Aalborg Politi’s ungdomsgruppe og tre vagter fra Falck Securitas. - Vi holder øje med, at der ikke er uro og lige så snart, der er noget uro i området, bevæger vi os omkring i området. Nu har vi lige haft en episode, hvor der var en, der havde fået én på hovedet, så får politiet et signalement, og vi har en rimelig formodning om, hvem det er, for vi har haft øje på dem før i dag, og nu tror vi, at vi nok skal få fundet dem, siger Christian Christiansen fra Falck Securitas, der generelt føler, at det har været en rolig dag i forhold til tidligere år. Direktør Søren Kragelund erkender, at det kan se voldsomt ud med det massive opbud af vagter, der vel nærmest er på højde med en aften i Jomfru Ane Gade. Men for ham er det vigtigt, at de når at tage tingene i opløbet. - For os handler det om at være forberedte og at tage worst case i stedet for at stå bagefter og sige, at de burde vi have tænkt på. Hvis der er nogen, der går over stregen, har vi politi og sikkerhedsvagter til at få styr på dem, siger Søren Kragelund.