Naturvidenskab

Rolig nu - det er jo kun en overgang

KAMMERATER! Så er tonen lissom slået an på sådan en 1. maj, som ifølge vore dages mest fremtrædende kaffegrums-tydere, meterologerne, såmænd godt kan gå hen og blive en skyet og småfugtig affære, men dog lun nok - med temperaturer på mellem 13 og 18 grader - til, at der kan blive plads til en grøn flaske i den ene hånd og en rød fane i den anden. Og så af sted til 1. maj-møde i det nærmeste større, grønne anlæg. Men nej, forresten, er det ikke noget med, at klassekampen er aflyst på grund af manglende interesse? Hvorfor ellers sortere dens nyeste genopliver og ivrigste frontkæmper, Frank Jensen, fra til fordel for Helle Thorning-Schmidt, som også i denne uge har haft rigeligt at gøre med at skyde i alle retninger med gerne mindst ét nyt initiativ i timen: Vi må da kunne diskutere efterlønnens fremtid - skal den være for alle eller kun for nogle? Og hvad med folkepensionen? Skal alle virkelig - uanset indkomst - blive ved med nærmest bevidstløst at kunne få børnechecken? Og lad os nu bare holde fast i den af VK-regeringen én gang for alle fastlagte udlændingepolitik, uanset hvad De Radikale i øvrigt måtte mene. Og uanset hvad vi i øvrigt selv tidligere måtte have ment... DET KRÆVER et forholdsvis højt personligt gear at følge med i den nye S-formands mange markeringer. Sjovt nok er én ganske bestemt benævnelse forstummet, efter at det er kommet frem, at Helle Thorning-Schmidt oven på kun ganske få uger ved S-roret er i stand til at mønstre ikke bare flere stemmer end partiet har kunnet prale af på det seneste, men faktisk også flere stemmer end ærkerivalen Venstre: Hun bliver ikke længere kaldt "overgangsfigur". Sådan én var hendes forgænger, Mogens Lykketoft, jo ellers i noget nær samme øjeblik, han havde taget magten i partiet efter Poul Nyrup Rasmussen. Og aldrig så snart har medlemmerne af SF i denne uge valgt Villy Søvndal som afløser for Holger K. Nielsen, før også han - altså Søvndal - bliver betragtet som en overgangsfigur. Med den ikke så lidt spydige karakteristik fra et ikke-navngivent partimedlem på Christiansborg: "Med Villy bliver det mere af det samme - bare i en kedeligere udgave". Og det lå da også lige for at kalde den nyeste pave, nummer 265 i rækken, Benedikt XVI, der blev indsat sidste søndag, for en overgangsfigur - for hvordan kan man næsten være andet i en alder af 78 år uden den store udsigt til at blive hængende på posten lige så længe som forgængeren, Johannes Paul II, som trods alt holdt ud i godt 26 år? SÅ PAVEN er kun en overgangsfigur, Villy Søvndal er kun en overgangsfigur, og Mogens Lykketoft var ganske rigtigt kun en overgangsfigur... Er det ikke, som om der bag det lynhurtige stempel ligger ikke bare en manglende tillid til, at noget som helst afgørende bliver lavet om, men også en vis rastløshed: Kom nu, kom nu, kom nu, videre, videre, videre, vi vil se noget nyt, vi vil høre noget anderledes, vi vil opleve noget spændende, noget andet, noget bedre, frem for alt noget andet... og frem forrest i erindringen skyder pludselig en udtalelse fra netop Villy Søvndal, som undervejs i kampen for at blive SF's formand på et tidspunkt har udtalt: "I teologisk forstand er vi alle overgangsfigurer". OG SÅ ER det jo nok næppe hverken dagens rituelle 1. maj-møder eller indsættelsen af pave nummer 265 eller udnævnelsen af den nyeste SF-formand, der ender med at brænde sig stærkest fast i erindringen om uge 17 i Danmark anno 2005. Måske bliver vi heller ikke af os selv ved med at komme i tanker om den kuriøse beretning om eksploderende skrubtudser rundt om i landet... Nej, ugens største enkeltbegivenhed er naturligvis mandagens glade nyhed: Arvefølgen ser ud til at være sikret, en lille ny er på vej i det danske kongehus, måske en kommende kong Christian XI, måske en dronning et-eller-andet (Margrethe III eller Ingrid II?), i hvert fald har kronprinsesse Mary og kronprins Frederik omsider afsløret det, som i kulørte ugeblade altid bliver omtalt som: "Deres søde hemmelighed", altså med andre ord, kort og godt og uden flere omsvøb: Mary er med barn. Mere skal der som bekendt ikke til for at sende først og fremmest ugebladene ud i syv- eller sytten-dobbelt totalt selvspin - og de var lykkelige, for pludselig havde både "Rend & Hop" og "Op og ned ad stolper" og hvad de nu hedder alle sammen et helt døgn til at montere særlige Mary-venter-barn-specialtillæg. (Med den pudsige nyskabelse inden for tv-reklamer: "Her blev Mary gravid"... Hvor ved de sådan noget fra?). LIGE NØJAGTIGT her er jeg nødt til at bryde sammen og tilstå, at jeg personligt er ret fascineret af specielt et af ugebladene, i hvert fald fascineret nok til tålmodigt at stave mig igennem alle overskrifterne i ventetiden i kassekøen i det lokale discount-supermarked. På forsiden af det pågældende blad (skidt nu med navnet) bliver ganske alt udråbt som en sensation. For her munder alle sætninger (ligesom i Anders And-bladet) ud i et udråbstegn: Mary venter sig! Britney er gået over tiden! Brad Pitt forelsket! Angelina Jolie forlovet! Prins Charles forvirret! Prins Joachim forundret! Læseren forgiftet! Set fra den synsvinkel - og omhyggeligt forsynet med udråbstegn - bliver ganske enkelt alle aspekter af éns nok så gråmelerede tilværelse spændende: Jeg står op! Jeg laver kaffe! Jeg går i bad! Jeg smører mad! Jeg forlader hjemmet! Jeg tager bussen! NÅ. TILBAGE efter uge 17 er sådan set kun et ganske lille bitte hjertesuk. For er det ikke, som om det - i hvert fald i perioder - går lige rigeligt stærkt med at miste medmennesker? Aldrig så snart har man sundet sig over historikeren Claus Bjørns bortgang, før kommer det frem, at jazzbassens fremmeste betvinger, Niels-Henning Ørsted Pedersen, er borte, og pludselig - så pludselig som det nu kan blive, når det har været forvarslet siden 2001 - også historiefortælleren Ebbe Kløvedal Reich for da slet ikke at tale om barndommens højst utraditionelle radiohelt Arne Myggen. Dem kan man da ikke beskylde for at have været overgangsfigurer. God søndag!