Skagen

Roligt træf

SKAGEN:Politiet blev kaldt til mc-træffet i Skagen klokken 00:30 natten til fredag, da en ung skagbo ikke kunne opføre sig ordentligt. Men det er også den eneste gang, politiet har måttet tage affære. Den 22 årige skagbo var meget fuld, og han forsøgte at komme op at slås. Politiet kørte ham en tur i detentionen, og hans eskapader kommer til at koste ham 600 kroner. Politiet oplyser ellers, at de ikke har ekstra beredskab i forbindelse med årets træf, men at de følger det tæt. - Det plejer at forløbe i god ro og orden, slår vicepolitiinspektør Bremer Ovesen fast. Episoden natten til fredag får ham på ingen måde til at ændre opfattelse. Han synes ikke, at det er noget særligt med så mange m,ennesker samlet. Forud for træffet har politiet sammen med brandmyndighederne været i en god dialog med arrangørerne, og onsdag tjekkede de, om det hele var, som det skulle være. Bremer Ovesen fortæller, at der kun var småting at rette. Politiet vil i løbet af træffet komme på besøg for at tjekke, at alt stadig er i orden. Det eneste ekstraarbejde, som politiet får med træffet, er med at dirigere den ekstra mængde trafik, fortæller Bremer Ovesen.