Trafikulykker

Rollatorbruger ramt af bil

Ældre med gangbesvær har det svært i Himmerlandsgade, mener pensionist, der forleden blev kørt ned af tre unge mænd i hovedgaden

AARS:Elly Krogh Jørgensen er ikke nogen fart-djævel. Tværtimod er tempoet helt naturligt sindigt, når folkepensionisten fra Aars bevæger sig ned gennem eller krydser de toppede brosten i Himmerlandsgade bag sin rollator. Derfor blev hun også både vred og forarget, da hun forleden blev påkørt af tre unge mænd i en personbil, som pludselig bakkede ud på Himmerlandsgade fra en sidegade. - Bilen ramte min rollator, da jeg var på vej over Himmerlandsgade. De tre unge mænd rullede bare vinduet ned, og spurgte, om der var sket noget. Og så var de væk. Hverken Elly Krogh Jørgensen eller den mand, der ilede til for at hjælpe hende op nåede at notere nummerpladen. Derfor erkender hun, at der næppe er noget at gøre ved trafiksynderne. Men hun finder, at oplevelsen bør anspore kommunen til at gøre noget ved Himerlandsgade. Et problem for mange - Jeg er ikke den eneste, der går med rollator i Aars, og jeg ved, at der er andre, der som jeg har svært ved at nå over hovedgaden, når bilerne kommer, så stærkt som de gør, siger Elly Krogh Jørgensen, der efterlyser rigtige fodgængerfelter. Hans Jørgen Lau Jeppesen, der er formand for Aktivitetscentret i bymidten, bekræfter at mange ældre har problemer med Himmerlandsgade. - Specielt ved Kvickly ved jeg, at der er mange ældre, der døjer med at nå over vejen, siger han. Formanden for Aars Pensionistforening Svend Erik Jensen kender også godt problemet. - Det er ikke et emne, vi har haft oppe til debat, men det burde vi måske. Elly Krogh Jørgensens trafikuheld er den andet på bare en uge i Himmerlandsgade. Men på politistationen i Aars vurderer landbetjent Per Møller, at bilisterne generelt kører, som de skal i hovedgaden. Folk kører fornuftigt - De to tilfælde på kort tid er nok at regne for tilfældigheder. I det daglige synes jeg, at folk kører fornuftigt i hovedgade, siger Per Møller, der peger på, at trafikken i dagtimerne er så tilpas tæt, at bilerne dårligt kan komme til at køre mere end de 30 kilometer i timen de må. - Det er hovedsageligt i aftentimerne, at vi oplever, at der bliver kørt stærkt i Himmerlandsgade. Formanden for teknisk udvalg i Aars, Bjarne Jensen (UP) mener, at den høje hastighed i Himmerlandsgade er uacceptabel - også selvom den står på i aftentimerne. Han ser Elly Krogh Jørgenensens oplevelser som en bekræftelse på, at det haster med at få gjort noget ved Himmerlandsgade. - Jeg tror, vi har løsningenpå problemet, når Himmerlandsgade bliver lavet til sivegade. Når bilerne ikke længere kan køre mere end 20 kilometer i timen ned gennem Himmerlandsgade vil hele gaden fungere som et stort fodgængerfelt, siger han, og erkender, at den nuværende 30 kilometersgrænse ikke bliver overholdt.