Rollatorrock til tiden

66-årige Troels Trier sætter liv i rollatorrocken med sit eget lille buttede kropsteater. Og den aktuelle politiske situation får et par ræverøde ord med på vejen.Foto: Lars Pauli

66-årige Troels Trier sætter liv i rollatorrocken med sit eget lille buttede kropsteater. Og den aktuelle politiske situation får et par ræverøde ord med på vejen.Foto: Lars Pauli

KONCERT Røde Mor # # # # # ¤ Holder det? Det er snart små 30 år siden, at Røde Mor opløste sig selv og fejrede det med at udsende livepladen “Sylvesters Drøm” (1978), men efter fem år med Fogh har de gamle rocksocialister følt behov for at vende tilbage til den danske rockscene for at give ham og den aktuelle politiske situation et par borgerlige - nej, undskyld - ræverøde ord med på vejen. Skråens publikum denne totalt udsolgte lørdag aften bestod selvfølgelig af gamle fans fra dengang den politiske rock stod allerstærkest herhjemme. Græsrødder, politisk aktive og fagforeningsfolk. Men ganske mange unge var også mødt op for at høre rockveteranerne tage livtag med de kendte numre. Meget passende blev bandmedlemmerne kørt på scenen i rullestol og iført stribet pyjamas, men ikke så snart havde velkomstjublen lagt sig, før bandet anført af den syngende showmand, Troels Trier, var i gang med åbningsnummeret “Rotter på loftet” - en stærk kritisk og nyskrevet sang om vort engagement i USA’s krigsførelse. Spillet som tung, tung rock med Henrik Strube (elektrisk guitar), Peter Ingemann (bas), Jens Breum (trommer) og Lars Trier (skiftevis spansk guitar & el-guitar) liggende bagved Triers karakteristiske hæse og deklamerende stemme. Og straks bagefter den gamle klassiker “Lil Johnny’s Mund”. Oprindeligt skrevet som kampsang mod krigen i Vietnam, men af Trier gjort samtidsaktuel, når han besk ironisk påpeger, at vi i dag sender vore egne unge mænd til Irak, og at Johnny derfor i dag lige så godt kunne hedde Børge eller Brian. På denne måde bliver genkendelsens glæde over at høre alle de kendte slagsange fra dengang hele tiden stykket sammen med aktuelle politiske udfald og kommentarer. Der er meget lidt nostalgi over foretagendet her, og rollatorrock til tiden er en livskraftig affære med Troels selv i konstant bevægelse. Ene mand illustrerer han sangteksterne med sig eget lille, buttede og smokingjakkeklædte kropsteater. Med mimik, gestus, muntre dansetrin, hævede øjenbryn og vrængende grimasser. Den 66-årige rockentertainer drøner rundt og balancerer som det naturligste ting i verden på en tårnhøj barstol, mens han lystigt skråler løs. Trier er det uforklarlige, det vanvittige og konstant overrumplende element, som for alvor får tekst og musik til at hænge sammen. For vi skal underholdes samtidigt med, at vi bliver oplyst. Vi får sangen om Che i “Fuglen over Rio Grande” med Lars Triers klassiske, delikate fingerspil på den spanske guitar, der passer så fint til den rullende, latinamerikanske rytme. Peter Ingemann synger for på “Strømer” - en sang brugt ved demonstrationerne foran den amerikanske ambassade - mens Lars Trier anslår den muntre dansestemning på banjo. Og der er fuld fart på i “Cirkus Mili”, hvor Troels balancerer med en for stor militærhjelm på hovedet, mens forskellige torturformer bliver præsenteret som en række morsomme cirkusnumre. I andet sæt kommer vi for alvor op i gear. De vanvidsgroteske tekster bliver fulgt til dørs af et både velspillende og tændt orkester. Og vi får den bevægende historie om Beethoven, der som barn aldrig kunne holde fingrene fra klaveret, men hele tiden skulle op og tampe løs i tangenterne, indtil det blev for meget for barnepigen, der stak ham en lussing, så han trimlede. - Og så løb han op af trapperne, mens han skreg: Fyr Elise! Faktisk bliver “Für Elise”-temaet behændigt flettet ind i nummeret “I Emhættens skær”, hvor Lars Trier og Henrik Strube på skift imponerer med henholdsvis elegante sprøde arabesker på den akustiske sat op imod potent Fenderguitar. Det er ikke bare firkantet parolerock. Her bliver også plads til at skildre menneskeskæbner, der er kommet i klemme med deres drømme i vort samfund . I den paranoide “Ud af skyggerne” trimler Ingemann til sidst omkuld på gulvet efter en Jack Bruce-inspireret bassolo, og her er guitarduel, så det er en lyst. Vi skråler alle med på “Smæk” og kaster gerne vores hæmninger væk, mens Troels svinger fluesmækkeren. Og nummeret “Christiania” og selvfølgelig “Tag På Landet” om at være på rekreation og ikke at ville bytte for en million får igen publikum helt op at køre i fællessang til fuldfed rock leveret af nogle af den danske scenes mest garvede og rutinerede kræfter. Andet sæt blev en sand rockfest og ekstranumrene - især “Grillbaren” spillet som en spansk serenade - satte en fed streg under, at Røde Mor i den grad holder. Også i dag. Det er show, det er vanvid, det er rock og det er samfundskritisk kommentar til tidsånden. Bent Stenbakken bent.stenbakkenATnordjyske.dk [ Røde Mor, Skråen, Aalborg, lørdag aften.