Rollespil i den pæne popdyst

Mens taberne af lørdagens europæiske Melodi Grand Prix slikker deres sår, snakker man om udfaldet i alle europæiske hjem og undrer sig over, hvordan det kunne gå til, at det finske heavy metal-band Lordi, med deres Hard Rock Hallelujah og uhyre-kostumer kunne vinde den pæne og traditionsrige popdyst.

Overraskende løb Finland og deres sang Hard Rock Hallelujah med sejren. De havde ellers på forhånd frygtet, at de europæiske lande ville vende fingeren ned for deres sang og ikke mindst deres udklædning. Foto: AP Photo.

Overraskende løb Finland og deres sang Hard Rock Hallelujah med sejren. De havde ellers på forhånd frygtet, at de europæiske lande ville vende fingeren ned for deres sang og ikke mindst deres udklædning. Foto: AP Photo.

Et band, hvis musik og fremtræden er meget atypisk i Grand Prix-sammenhæng. På Danmarks Radios egen debatside på internettet fremsatte en besøgende søndag en teori, der måske kan forklare det overraskende udfald. På debatsiden skriver Kim Nielsen, at en stor gruppe spillere fra online-rollespillet World of Warcraft i dagene op til konkurrencen opfordrede hinanden til at stemme på Lordi ved lørdagens Melodi Grand Prix. Han er ikke i tvivl om, at det er forklaringen på at netop Lordi vandt konkurrencen og fik toppoints fra hele Europa uden skelen til politiske eller kulturelle bånd. World of Warcraft er et af de mest populære onlinespil, med cirka 6 millioner spillere på verdensplan, heraf en meget stor del i Europa. En af spillets flittige brugere, Mikkel Lønvig fra Aalborg, er ikke i tvivl om at det kan være forklaringen på den overraskende vinder i Grand Prixet. - Der opstår hele tiden nye hypes, altså en trend eller spontan idé, i de mange fora i World of Warcraft, siger han. - Hvis nogle sætter en hype i gang om, at alle skal stemme på Lordi, så vil det nå ud til flere hundredetusinde spillere over hele Europa i løbet af ganske kort tid, siger Mikkel Lønvig, der læser cand.it og multimedier på Aalborg Universitet. Mikkel Lønvig var ikke selv logget ind på World of Warcraft i dagene op til Melodi Grand Prixet, men efter konkurrencen blev der talt om Lordis sejr. - Jeg var inde i et forum med 10 svenskere og de var alle vildt begejstrede over, at Lordi havde vundet, så der endelig skete noget vildt og overraskende i Grand Prixet i stedet for de sædvanlige forudsigelige ting, siger Mikkel Lønvig. World of Warcraft er et internetspil, hvor man logger sig ind på en server og spiller mod andre i en middelalderlig verden, hvor mennesker, dværge og alfer kæmper mod orker og trolde. Det finske band Lordi var klædt ud som netop orker og trolde, nøjagtig som de tager sig ud i online-spillet. Skribenten på DRs debatside hævder, at der op til semifinalen var over 50.000 opfordringer til at stemme på Lordi, opfordringer der ville kunne nå et meget stort antal spillere på tværs af alle landegrænser i Europa. Typisk unge mennesker, som ellers ikke ville have ofret det europæiske Melodi Grand Prix den mindste opmærksomhed. TV-direktør i Danmarks Radio Lars Grarup tror ikke umiddelbart at den teori holder. - Man kan ikke udelukke noget, men jeg tror der er en mere enkel forklaring, nemlig at det var en slags protest, at seerne valgte noget utraditionel, noget der skilte sig ud, siger Lars Grarup. Og det samme mener manden bag Danmarks bidrag, nordjyske Niels Drevsholt.