EMNER

Rollespillere inviterer til åben scene i Ungdomshuset

Fantasy Followers Last Resort er en ny rollespilsforening, der indtil videre har 25 medlemmer

FREDERIKSHAVN:Mange har hørt om rollespil, men de færreste har selv prøvet at medvirke. Det får man nu mulighed for, når byens nystiftede rollespilsforening inviterer til åbent hus i weekenden 14. og 15. juni. Foreningen holder til i Ungdomshuset på Gl. Skagensvej, hvor man også har åbent hus arrangementet. Rollespilsforeningen hedder Fantasy Followers Last Resort, og den blev stiftet i slutningen af april. Initiativtager var Lars Smalby, der havde været med i en lignende forening i Aalborg. Foreningen har nu 25 medlemmer, der mødes fast hver onsdag aften, men der bliver også spillet forskellige rollespil fredag og søndag aften i Ungdomshuset. - Til åbent hus arrangementet vil man både kunne møde garvede spillere og nybegyndere, og vi vil starte små korte spil, så folk kan prøve at være med, fortæller Lars Smalby. Der bliver spillet flere typer af rollespil i FFLR, som foreningen kalder sig i det daglige og på internettet. En type kaldes bordrollespil, hvor deltagerne spiller forskellige personer på baggrund af en række data om den person man spiller. Andre foregår med små figurer og kaldes under et Warhammer. Endelig er der rollespil, som foregår ude i en skov,og hvor man for eksempel klæder sig ud i middelalderdragte. Den slags rollespil har FFLR ikke givet sig i kast med endnu.