Motorsport

Romain Grosjean holder Haas-optur i live i test

Kevin Magnussens holdkammerat leverede dagens femtebedste tid i sidste Formel 1-test i Barcelona.

Romain Grosjean fuldendte et par gode testdage for Haas, da han kørte på sidste testdag fredag i Barcelona. Foto: Reuters/Albert Gea

Romain Grosjean fuldendte et par gode testdage for Haas, da han kørte på sidste testdag fredag i Barcelona. Foto: Reuters/Albert Gea

Torsdag var det racerkøreren Kevin Magnussen, der imponerede, og fredag fulgte danskerens holdkammerat hos Haas op.

Den sidste dag i Barcelona med Formel 1-test endte således med, at Romain Grosjean leverede dagens femtebedste tid i Haas-bilen.

Kevin Magnussen var ikke i aktion fredag. Men torsdag satte danskeren den næstbedste tid ud af 13 kørere på Circuit de Catalunya-banen.

Her lød Magnussens tid på 1 minut og 18,360 sekunder, og han nåede ud på 153 omgange.

Her var kun Ferraris Sebastian Vettel hurtigere.

Romain Grosjean leverede 1 minut og 18,412 sekunder som sin bedste tid fredag, hvor han nåede ud på 181 omgange, hvilket var dagens højeste antal.

Kimi Räikkönen (Ferrari) var hurtigst fredag med tiden 1 minut og 17,221 sekunder.

Det var blot 0,039 sekunder hurtigere end holdkammeraten Sebastian Vettel torsdag, og Räikkönens tid var samtidig uofficiel banerekord i Barcelona.

Begge Ferraris tider i Barcelona torsdag og fredag blev sat med såkaldte hypersoft-dæk, som introduceres i den kommende Formel 1-sæson.

Tider, der sættes i testkørsler, regnes ikke med som officielle banerekorder.

I løbet af de seneste ugers testkørsel i Barcelona nåede Mercedes med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas i alt ud på 1037 omgange, hvilket var det højeste antal.

Ferrari leverede i alt 925 omgange i Barcelona.

Sæsonens første Formel 1-grandprix bliver kørt 25. marts i Melbourne

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst