Japan

Romancen på distancen

De endte foran alteret - selv om en kænguru lagde hindringer i vejen

Svend og Miyoko ved koikarpedammen i deres fælles projekt - den japansk inspirerede have. Foto: Carl Th. Poulsen

Svend og Miyoko ved koikarpedammen i deres fælles projekt - den japansk inspirerede have. Foto: Carl Th. Poulsen

SKÆRUM:Som 15-årig stak Svend Sørensen til søs. Han var messedreng på en Mærsk-tanker. Nogle år senere sejlede han som letmatros i Østen. I den japanske havneby Nagoya mødte han Miyoko. Hun arbejdede på en cafe, hvor danske søfolk ofte kom. Han var tit i Nagoya, og det første møde blev til flere. Så kom en kænguru i vejen. Svend tog nemlig på kængurujagt i Australien med to kammerater i en ferie. Jagten foregik fra en terrængående bil. Den jagede kænguru sprang over en grøft. - Ham, der kørte, ville følge efter og så ikke grøften, fortæller Svend. Bilen blev hængende. Svend fik et kompliceret benbrud og kunne ikke arbejde mange måneder efter. Han rejste hjem og inviterede Miyoko til Danmark. Hun sagde ja tak, men havde det svært med sproget og den danske mad. Svend var begyndt på navigationsskole i Svendborg og fandt frem til en japansk restaurant i Nyborg. Han inviterede Miyoko ud at spise for at kompensere for flæskesteg og frikadeller. - Men hun kunne smage, at risene ikke var japanske, husker Svend Sørensen. Miyoko rejste hjem igen. Der var ingen mobiltelefoner og ingen mulighed for at chatte eller sende en mail. Men de holdt forbindelsen ved lige. - Svend friede pr. brev, fortæller hun. 4. oktober 1969 blev den japanske pige, datter af en smed på landet, og den danske navigatør, søn af en fodermester fra Vendsyssel, viet i Jetsmark Kirke. Svend Sørensen fortsatte karrieren i Mærsk, først som navigatør, senere på landjorden. Parret flyttede flere gange. Deres tre børn er født i tre forskellige lande i tre forskellige verdensdele. I Danmark, Japan og USA. Huset på Albækvej blev deres base efter årene i udlandet. Men Svend fortsatte med at arbejde rundt om på kloden, nu som bargee - overstyrmand på olieplatforme - og senere platformchef. Miyoko fik job som hjemmehjælper i Frederikshavn. -Så hun er den af os to, der kender egnen bedst, siger Svend.