Film

Romantik i Bio Aalestrup

Populære Meg Ryan kan opleves i Bio Aalestrup i næste uge, hvor filmen "Kate & Leopold" spilles fre mandag aften. Filmen er en romantisk komedie, hvor den anden hovedrolle indehaves af Hugh Jackman. Meg Ryan spiller Kate, en karriereminded singlepige fra New York, der fuldstændig har opgivet håbet om at møde "Mr. Right". Men så dukker den charmerende og galante Leopold, hertug af Albany, op, og han får vendt op og ned på hele hendes tilværelse. Meg Ryans talent slog for alvor igennem i filmhits som "Da Harry mødte Sally" og "Søvnløs i Seattle", ligesom hun har brilleret som alkoholiker i filmen "When a Man loves a Woman". Hugh Jackman er født i Australien og havde sin første store rolle i amerikansk film i science-fiction filmen "X-Men". I 1999 blev han udråbt til Australian Star.