EMNER

Romantikken på skinner

Tag ud og se med DSB - og find dit livs udkårne. Det gjorde Enrico S. Pedersen fra Frederikshavn og Ksenya Kolyesnik fra Ukraine.

For halvandet år siden mødtes de i toget mellem Aalborg og Frederikshavn - og lyn(tog)et slog ned. I går blev de gift, i toget mellem Sindal og Frederikshavn. - Vi synes, det kunne være en sjov måde at mindes vores første møde på. Derfor besluttede vi os for, at vielsen skulle ske i toget, siger den forventningsfulde og lettere nervøse brudgom i minutterne før toget kører ind på Hjørring Banegård. Gæsterne ér kommet og venter på Spor 2, hvor der er afgang præcis klokken 11.37. Brudeparret har bestilt pladsbilletter til alle, og få minutter senere stiger Frederikshavns borgmester, Erik Sørensen, på toget i Sindal. Med 120 kmi timen østpå foregår den officielle vielse. "Næste stop Tolne. Udstigning i højre side", lyder det mekanisk over højttaleren, straks borgmesteren har erklæret det unge par for rette ægtefolk at være. "Ja det er gammen, at rejse sammen...", synger bryllupsgæsterne, inden champagnepropperne springer og kransekagen deles rundt. Borgmesteren har medbragt kommunens gave: en miniaturemodel af Krudttårnet, og DSB-konduktøren fremtryller hurtigt en bryllupsgave fra De Danske Statsbaner: en frirejse for to fra Frederikshavn til København og retur. Bryllupsrejsen er hjemme. Da toget ruller ind på den jyske længdebanes endestation, står flere bryllupsgæster klar på perronen og kaster ris over brudeparret. Her sluttede "vores bryllupsrejse". Enrico og Ksenya fortsatte sammen med resten af selskabet til Kvissel, hvor bryllupsfesten i aftes blev holdt hos Enricos bedsteforældre, Karen og Keld Andersen.