Film

Romeo og Julie i nye klæder

Dansegruppen Lumiere med ambitiøst teaterprojekt

Under titlen "Amoria & Mattaku" gemmer sig noget hidtil uset i det aalborgensiske. Og noget hidtil uprøvet for dansegruppen Lumiére. Nemlig et samarbejde mellem dansegruppen, musikerne i Junkyard Productions og filmfolkene i Dotmedia. Resultatet er blevet en forestilling, der har premiere på Jomfru Ane Teatret i dag og som integrerer styrkerne fra dans, film og musik i en historie, der tager sit udspring i en klassisk Romeo og Julie-fortælling. - Det er sådan en lidt fremtidsagtig og eventyrlig historie. Publikum må gerne tænke: "Sker det her, eller er det sket ?" De må selv placere det i deres univers. Mænd og kvinder er fjender i historien. De må ikke mødes, og det holder en dreng og en pige fra hinanden, fortæller Line Deela Harreby, koreograf på - og idemager bag -forestillingen. Hun er også kvinden bag ideen om, at der både skulle være livemusik og film med i "Amoria & Mattaku". Lumiére har før haft livemusik med i en forestilling - men aldrig film. - Samarbejdet var min lidt mærkelige ide. Når jeg laver sådan noget, har jeg 100 små ideer. Det kan være en bevægelse, en make-up, en basgang eller noget helt andet. Livemusikken giver en ekstra dimension for både publikum og dansere, mens filmen er et ekstra virkemiddel. Man kan manipulere lidt mere, smågriner Line Deela Harreby. Arbejdet med "Amoria & Mattaku" begyndte for alvor i juni, hvor der var casting. Sommeren gik med at øve, gøre sig klar og sy kostumer, hvor efter der var filmoptagelser i en august-weekend. Så gik øvearbejdet for alvor igang. - Det har været fedt og spændende at arbejde sammen med andre kunstarter, men det kræver mere planlægning. Der er flere, der skal snakke sammen, forklarer Line Deela Harreby, der har lagt al fritid i forestillingen gennem det seneste halve år. Noget andet, der har krævet tid, er, at mange af de optrædende i forestillingen er nye i Lumiére-sammenhæng. Kun fire personer har tidligere været med i dansegruppen. - Selvom det er en force at få nye kræfter med ind, så tager det længere tid, før man kender hinanden. Det er en blanding af folk, der har spillet skuespil og nogle, der har danset. Og med stor aldersspredning. Folk er mellem ni og 32 år, siger koreografen. For Junkyard Productions er der mange nye udfordringer forbundet med at lave musik til en forestilling. Selvom selve genren stadig er electronic, dub og drum 'n' bass, er det ikke helt som det plejer. - Musikken her er måske lidt mere firkantet end det vi normalt laver. Og samtidigt skal det jo være ens ved hver eneste forestilling. Normalt plejer vi at jamme til vores koncerter, fortæller Rasmus Allin fra Junkyard Productions, der ser "Amoria & mattaku" som en chance for at få sin musik eksponeret til et noget andet publikum. "Amoria og Mattaku" spiller på Jomfru Ane Teatret frem til 25. oktober. Undtaget er dog onsdag 22. oktober.