Rommedahl bliver ikke klar til Tyskland

Dennis Rommedahl bliver ikke klar til EM-kampen mod Tyskland, siger fodboldlandstræner Morten Olsen.

Rommedahl bliver ikke klar til Tyskland

Danmark må undvære fløjspilleren Dennis Rommedahl i den sidste gruppekamp ved EM i fodbold søndag, hvor modstanderen er Tyskland.

Det slog landstræner Morten Olsen fast til onsdagens træning i den danske lejr i Polen torsdag morgen.

- Rommedahl bliver ikke klar. Han kommer ikke til at spille. Han har en muskelskade i baglåret, og det kapløb med tiden vinder han ikke, siger Morten Olsen.

- Sådan er fodboldlivet. Det er også derfor, det er tilladt, at vi har så mange spillere med i truppen.

- Det er ærgerligt for holdet, at vi ikke har den mulighed med Rommedahl og de kvaliteter, han normalt har, konstaterer landstræneren.

Både Dennis Rommedahl og Niki Zimling måtte udgå med skader, da Danmark onsdag tabte 2-3 til Portugal.

Niki Zimling har dog stadig en chance for at blive klar til den vigtige kamp, fortæller landstræneren.

- Det ser anderledes ud med Zimling. Han har en chance for at blive klar, fastslår Morten Olsen.

Dennis Rommedahl måtte lade sig skifte ud efter knap en times spil med noget, der lignede en fiberskade i låret. Det var umiddelbart klart for trænerstaben, at han ikke kunne spille videre.

Brøndby-spilleren blev erstattet af Tobias Mikkelsen, som fik ros af Morten Olsen for sin engagerede og solide indsats og nu er favorit til at overtage Rommedahls plads på højrekanten mod Tyskland.

- Det var et godt indhop. Man kan så sige, at det at starte inde i en fodboldkamp for en spiller, der ikke har været vant til at spille på det niveau, er lidt anderledes, siger Morten Olsen med henvisning til Tyskland-kampen.

Zimling var færdig på banen allerede efter et kvarters spil, da han signalerede, at han havde fået en skade i sin ene læg. Midtbanespilleren blev erstattet af Jakob Poulsen.

- Det var min læg, der spændte op. Jeg ved lige nu ikke, hvor voldsomt og grelt, det er. Men læggen spændte op, og til sidst kunne jeg ikke løbe mere på den, og så var det bedre at få en frisk mand ind, sagde Zimling efter kampen.

Danmark vendte 0-2 til 2-2, inden portugiserne scorede det afgørende 3-2-mål kort før tid.

/ritzau/