Rommedahl er ved at opgive håbet

Optimismen er ved at forsvinde hos skadede Dennis Rommedahl i forhold til at blive klar til Tyskland-kamp.

Rommedahl er ved at opgive håbet

Kantspilleren Dennis Rommedahl håbede torsdag på at kunne nå at blive klar til søndagens EM-kamp mod Tyskland, selvom landstræner Morten Olsen meldte veteranen ude på grund af den baglårsskade, Rommedahl fik i 2-3-nederlaget til Portugal.

Men fredag er optimismen forsvundet hos Rommedahl.

- Det ser ikke så godt, synes jeg selv. Tyskland-kampen er lidt for tidlig. Jeg har ikke afskrevet noget endnu, men jeg tror, at det bliver for tidligt.

- Det er ikke så super fedt. Det er kedeligt bare at sidde herude og se de andre træne og ikke selv kunne være med, siger Brøndby-profilen.

Danmark kan med en sejr over Tyskland gå videre til kvartfinalen fra gruppe B, mens uafgjort kan være nok afhængigt af resultatet i gruppens anden kamp mellem Holland og Portugal.

Et nederlag til tyskerne sender Danmark hjem.

/ritzau/