Udland

Rompuy vil fjerne EU-milliarder fra landbruget

EU-præsident Van Rompuy budgetfiler på blandt andet landbrugsstøtten, men antyder stadig ingen dansk EU-rabat.

Rompuy vil fjerne EU-milliarder fra landbruget

EU-præsident Herman Van Rompuy har i et nyt forhandlingsoplæg skåret dybere i EU's landbrugsstøtte og penge til de fattigste regioner.

Han foreslår også, at den britiske rabat på EU-kontingentet holdes hellig - men end ikke antyder, at Danmark også har bedt om at få en årlig rabat på en milliard kroner.

Udspillet er basis for EU-topmødet i slutningen af næste uge, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes 26 EU-kolleger samles i Bruxelles til, hvad der ventes at blive et gevaldigt rabalderslagsmål om EU's langtidsbudget for perioden 2014 til 2020.

Van Rompuy foreslår at skære over 75 milliarder euro (560 milliarder kroner) af EU-Kommissionens over et år gamle forslag om, at EU i løbet af de syv år skal bruge højst 1000 milliarder euro på det fælles budget.

Det er besparelser på 27 milliarder mere end det, EU's cypriotiske formandskab foreslog for to uger siden.

Men der er stadig langt til de mellem 130 og 200 milliarders besparelser, Danmark og andre af EU's mest velhavende lande har krævet.

Allerede få timer efter, at Van Rompuys forslag er sendt til hovedstæderne, strømmer det ind med vrede reaktioner.

Europaminister Bernard Cazeneuve fra Frankrig, der ellers er blandt sparelandene, har gjort det klart, at det ikke kan komme på tale at skære i landbrugsstøtten, som Frankrig nyder godt af.

Cazeneuve går samtidig til angreb på de rabatter, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Holland ifølge forslaget stadig skal have på deres EU-kontingenter.

Omvendt klager Sveriges europaminister, Birgitta Ohlsson, over, at der er lagt op til en lille reduktion i den svenske rabat - og at de foreslåede besparelser generelt "ikke er nok".

Det er usikkert om topmødet i næste uge, der er planlagt til at vare to dage, kan føre til enighed.

I Bruxelles tales der om, at mødet meget vel kan blive både tre og fire dage langt - og også om, at det kan ende i sammenbrud.

Uanset hvad er forventningen, at en eventuel dansk EU-rabat først kan blive forhandlet på plads i de allersidste timer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.