Ronaldo-feber i Torino: Is og pizza opkaldt efter stjernen

Med sit skifte fra Real Madrid til Juventus har Cristiano Ronaldo sørget for Ronaldo-feber i Torino

Der hersker Ronaldo-feber i Torino og i klubben Juventus efter købet af den portugisiske stjernespiller. Foto: Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix
Fodbold 13. juli 2018 08:42 - Opdateret 13. juli 2018 10:41

FODBOLD: Han er ikke landet i Torino endnu.

Men den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo har allerede fået opkaldt en is og en pizza efter sig i den italienske by. Og køen til at købe Ronaldos spillertrøje med nummer 7 på ryggen er også lang.

Juventus har - formentlig - stået for sommerens helt store transfer med tilføjelsen af 33-årige Ronaldo, der er hentet i Real Madrid for 100 millioner euro - svarende til 750 millioner kroner.

Leonardo La Porta, som har ejet Gelateria Miretti i hjertet af Torino i 30 år, har lavet en is kaldet CR7, som er angriberens verdenskendte brand.

Han er ikke fodboldfan, men har tidligere kreeret is for at markere vigtige begivenheder i byen. Leonardo La Porta har dog kun en gang tidligere lavet en is til ære for en person.

Det skete i 2015, da paven besøgte Torino. Det fortæller Leonardo La Porta til nyhedsbureauet AP.

- Jeg begyndte at sælge Ronaldo-isen 7. juli, fordi det var dagen, hvor det blev rygtet, at Ronaldo blev præsenteret, siger han til AP.

- Jeg håber, at Ronaldo kigger forbi og prøver isen, siger Leonardo La Porta, som tilføjer, at isen blandt andet indeholder den portugisiske likør ginja.

Pizzastedet Tommy Tegamino, der er ejet af brødrene Filippo og Tommaso Crozaso, som begge har sæsonkort hos Juventus, har lavet en Ronaldo-pizza. Den hedder "pizza CR7".

Der er tale om en deep pan pizza, siger brødrene. Den er med stracchino-ost og sorte oliven på toppen. De sorte olivener er formet som tallet 7, og farverne symboliserer Juventus’ sort/hvide spillertrøje.

Den koster - pudsigt nok - syv euro, oplyser pizzabrødrene til AP.

Juventus har vundet det italienske mesterskab de seneste syv sæsoner. Men Champions League har klubben ikke vundet siden 1996.

Sidstnævnte skal Ronaldo lave om på. Med Real Madrid har Ronaldo vundet Champions League de seneste tre sæsoner og fire gange i alt. Ronaldo har også vundet turneringen med Manchester United.

Det er endnu uvist, hvornår Ronaldo officielt præsenteres i Juventus. Men mandag har været nævnt i diverse medier.

Ronaldo har underskrevet en fireårig kontrakt med Juventus.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...