Ronaldo, Messi og Torres

Unge lærer en masse teknik i fodboldskole.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fodboldspillerne lærer vending på fodboldskolen.

Ronaldo, Messi, Torres, Bendner. Alle er de der. Men det er kun fodbolddrenge, der løber rundt på BI-Centeret med deres idolers navne på ryggen. Men alle har de det til fælles, at de drømmer om at blive fodboldstjerner en dag. Omkring 100 børn deltager i årets fodboldskole på BI-Centeret, som Brønderslev Idrætsforening og Dansk Boldspil-Union står bag. Der plejer at være flere deltagere i fodboldskolen, men en del skulle på ferie i denne uge. "Træn som de unge stjerner". Det er temaet for fodboldskolen. Drengene og pigerne træner efter samme program, som Katrine Veje, Mathias Zanka og Christian Eriksen har afprøvet. I går var det vending, der var på programmet. Blandt andet indøvede spillerne indersidevending. De unge spillere fik hurtigt indarbejdet den teknik, de lærte. Den gruppe, NORDJYSKE Stiftstidende talte med, havde René Olsson fra Astrup-Sønderskov som træner. - Jeg har været fodboldtræner i fire år, men for de helt små. Jeg har ønsket en større udfordring, siger René Olsson, der blev tilknyttet klubben. Andreas Nørgaard Frandsen på 10 år er én af dem, der satser en del på fodbold. Han har allerede været en uge på talentskole. - Her lærte vi en masse gode teknikker, fortæller Andreas Nørgaard Frandsen, der er temmelig bidt af fodbold. Han spiller i det daglige på BI's U11 fodboldhold. - Man kan lære en masse i fodboldskole, som man kan bruge på holdet, siger han. Selv om Andreas Nørgaard Frandsen har været på talentskole og er i fodboldskole, har der været tid til at holde ferie ind i mellem. På spørgsmålet om, hvem der er Andreas Nørgaard Frandsens favorithold, svarer han: - Jeg har hele to favoritklubber, nemlig spanske Real Madrid og engelske Manchester. Der bliver senere på ugen tid til at spille fodboldkampe. Deltagerne i fodboldskolen får en trøje, en bold med mere.