Ronaldo nedtoner brasiliansk interesse

Ronaldo nedtoner de rygter, som har sendt ham fra AC Milan til brasilianske Flamengo.

- Det er sandt, at Flamengo har vist interesse i mig, men jeg har hverken talt eller skrevet med dem. Mit ønske er at tilspille mig en plads på Milans hold, fordi det er holdet, som jeg vil spille for. Holdet har altid haft tiltro til mig, siger den 31-årige brasilianske angriber, som på grund af diverse skader kun har spillet én kamp for Champions League-vinderne i denne sæson. Ronaldo er dog ved at være spilleklar igen og var med i en venskabskamp mod De Forenede Arabiske Emirater tirsdag. AC Milan ser også Ronaldos fremtid i klubben, hvis han forbliver skadesfri. - Ronaldo bliver her helt sikkert til 30. juni, men hvis han er frisk, vil både han og vi fortsætte samarbejdet, forklarer Milans vicepræsident Adriano Galliani. /ritzau/