Ronaldo skal spille med nummer 7 på ryggen i Juventus

Juan Cuadrado giver afkald på nummer 7 i Juventus. Nummeret er synonymt med Cristiano Ronaldo.

Juventus forventer, at Ronaldos spillertrøje vil gå som varmt brød op til den kommende sæson. Foto: Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix
Fodbold 12. juli 2018 11:36 - Opdateret 12. juli 2018 11:45

Så er det officielt.

Brandet "CR7" lever videre i bedste velgående i Juventus.

Helt som ventet skal Cristiano Ronaldo spille med nummer 7 på ryggen hos de italienske fodboldmestre.

Den colombianske kantspiller Juan Cuadrado har ellers spillet med nummer 7 i Juventus de seneste to år. Men han giver nu Ronaldo nummer 7.

Det fremgår af Cuadrados profil på Instagram.

Her holder Cuadrado en Juventus-trøje med Ronaldos navn på og nummeret 7.

- Det er bedre at give end at modtage, skriver den colombianske VM-spiller blandt andet under billedet.

Cuadrado får i stedet for nummer 16. Det nummer spillede Cuadrado også i, da han i sæsonen 2015/16 var udlånt fra Chelsea til Juventus.

Ronaldo er skiftet fra Real Madrid til Juventus på en fireårig kontrakt. Torino-klubben har punget 100 millioner euro, svarende til 750 millioner kroner, ud for den 33-årige angriber.

Portugiseren har de seneste ni sæsoner spillet for Real Madrid.

Han har blandt andet spillet en stor rolle i Champions League, som Real Madrid har vundet de seneste tre udgaver af. I alt fire gange vandt Ronaldo og Real Madrid Champions League sammen.

Fem gange i alt har Ronaldo vundet Champions League. Han vandt også turneringen med Manchester United.

Ronaldo kom til Real Madrid i 2009 fra netop Manchester United. Inden da tørnede han ud for Sporting Lissabon i hjemlandet.

Champions League-trofæet hungrer Juventus efter. Og Juventus satser på, at Ronaldo kan være med til at sikre klubben europæisk succes. Torino-klubben vandt senest Champions League i 1996.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...