Teater

Ronja overlevede regnen

Efter 10 års pause bliver der igen spillet teater på friluftsscenen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ronja og Birk bliver hurtigt gode venner, og det fører til at Ronja for en stund afskriver sin far Mattis. Foto Carl Th. Poulsen

Fredag aften havde friluftsscenen premiere på stykket Ronja Røverdatter. Kort før klokken syv, hvor den gamle tradition skulle starte på ny, begyndte det at støvregne. - Det er teknikkerene, der bestemmer. Regner der, så må vi aflyse, sagde formand for Sæbyscenen, Bjørn Lundby, ti minutter inden start. Skuespillerne har også haft regnen i tankerne. - Jeg har selvfølgelig tænkt på, om der skulle komme regn, men jeg har forsøgt at holde tankerne positive. Hvis det regner, så regner det, og så må vi tage den derfra, siger Frida Henriksen Tidemand, der spiller hovedrollen som Ronja Røverdatter. Da klokken blev syv, trodsede skuespillerne, teknikkerne og musikkerne støvregnen og stykket gik i gang. I næsten 20 år blev der hvert år spillet teater på friluftsscenen, indtil det stoppede for 10 år siden. En af dem der også var med dengang er Ingelisa Børresen. - Det har været et stort ønske at starte friluftsscenen op igen, men dengang kunne vi ikke have vores ting i fred, og så regnede der hver gang, vi skulle spille, siger Ingelisa Børresen. Randi Langeland Hansen på 12 år spiller også med. Det er første gang hun er med. Midt i en sløjdtime fandt hun ud af, at hun gerne vil være skuespiller, og hun synes, de har haft det sjovt, hygget sig og fået et godt sammenhold. Bjørn Lundby fortæller, at en anden grund til, at det stoppede for 10 år siden var, at dem, der var med, blev ældre, og der kom ikke nye og unge kræfter med. Samtidig fik de huset Skovlyst, og derfor rykkede de indenfor, hvor der, de sidste ti år, er blevet spillet mange stykker. Det er de to teknikkere Jan Frandsen og Christian Pedersen, der fik overbevist bestyrelsen om, at der igen skulle spilles teater på friluftsscenen. Og regnen kunne ikke stoppe dem på premiereaftenen. Både skuespillere og publikum blev ved, til den sidste replik var sagt, og Bjørn Lundby fortæller, at det var uden problemer. Stykket bliver opført igen søndag eftermiddag og torsdag, fredag og lørdag i næste uge.