Ronny Larsen: Jeg stopper måske snart

En af AaB Ishockeys mest folkekære spillere, Ronny Larsen, overvejer et omgående stop i klubben. Den manglende spilletid frustrerer.

For Ronny Larsen og AaB.
Foto: Torben Hansen

For Ronny Larsen og AaB. Foto: Torben Hansen

Før sæsonen luftede Ronny Larsen muligheden for et klubskifte væk fra AaB Ishockey. Der blev efter lange forhandlinger skrevet en et-årig kontrakt mellem parterne, men set i bakspejlet ville det måske have været bedre for den rutinerede forward at have prøvet noget nyt. Sæsonen i AaB er nemlig, indtil videre, ikke forløbet, som han kunne have håbet på. Holdet har været i en spillemæssig krise og ligger i bunden af tabellen, og Ronny Larsen er blevet reduceret til reserve med en plads i fjerdekæden. - Jeg er utilfreds med, at jeg ikke spiler mere, end jeg gør, lyder det kort og kontant fra 36-årige Ronny Larsen. Han var i tirsdagens kamp i Rødovre blevet forfremmet til tredjekæden. - Men det var kun fordi, vi havde mange skader i truppen, siger Ronny Larsen, der i flere kampe i sæsonen har varmet bænken i alle 60 minutter. Han har fået besked af træner Jens Hellgren på, hvad han skal forbedre for at komme tættere på en fast plads på holdet. - Det arbejder jeg selvfølgelig med til træning, så nu må jeg se, om det giver resultat, lyder det fra Ronny Larsen, som ikke udelukker et omgående stop i klubben. - Man ved aldrig, hvad der kan ske, så jeg vil ikke udelukke nogen ting. Hvis der kommer en mulighed for at prøve noget andet, så må jeg se på det, men som sagt regner jeg lige nu med, at jeg spiller resten af sæsonen i AaB, siger Ronny Larsen.