Ronny Larsen knockoutet

AaB-forwarden langer ud efter Danmarks Ishockey Union

AaB's Martin Rejthar fik sig også en flyvetur af kaliber undervejs.  Foto: Scanpix

AaB's Martin Rejthar fik sig også en flyvetur af kaliber undervejs. Foto: Scanpix

VOJENS:En groggy Ronny Larsen havde de store gloser fremme efter søndagens nederlag i den fjerde DM-finale. AaB Ishockeys topscorer i slutspillet blev sendt til tælling allerede fem minutter inde i 1. periode, da han stødte sammen med SønderjyskE's Dejan Matejic ude ved banden. - Jeg når lige at kigge op og ser ham komme i fuld fart med løftet albue. Han rammer mig rent på kæben, så jeg går i brædderne. For mig at se var det en helt bevidst handling, og det der hidser mig ekstra op er, at han efterfølgende kommer skøjtene og griner af mig. Det er under bæltestedet, siger Ronny Larsen. Gamle holdkammerater Paradoksalt nok er de to spillere tidligere holdkammerater. Dejan Matejic var med på det AaB-hold, der i 2004 tabte finaleserien til Esbjerg. Svenskeren, der nu spiller med stor succes for SønderjyskE, forsvarede ikke overraskende sin handling. - Jeg løfter kun albuen for at beskytte mig selv. Jeg var bange for, at Ronny ville lave en forseelse mod mig, siger Dejan Matejic. De færreste så de to spilleres sammenstød. Heller ikke hoveddommer Asger Krogh, der til gengæld så en frustreret Ronny Larsen hamre staven i banden, mens han stadig lå på isen. Derfor fik AaB'eren 10 minutter for dårlig opførsel. - Jeg siger ikke et kvæk til ham, men jeg er selvfølgelig sur over, at Matejic slipper ustraffet. Det kan de fleste vel forstå, sukker Ronny Larsen. Da han havde sundet sig prøvede han at spille videre, men efter anden periode valgte han at køre til omklædning. - Jeg var meget svimmel, og det føltes som om, der var lidt for mange spillere inde på isen. Jeg havde slet ikke det overskud, som jeg plejer at have. Det var næsten som at have tømmermænd, forklarer Ronny Larsen. Skarpe skud mod DIU Han så ikke tredje periode, hvor SønderjyskE scorede sejrsmålet, og han understreger, at hoveddommer Asger Krogh ikke var skyld i AaB's nederlag. Han retter i stedet sin frustration mod Danmarks Ishockey Union. - Jeg synes, det er en skandale, at de sætter Asger til at dømme kampen. - Han bor i Vojens, hvor der er omkring 8.000 indbyggere. Skulle han være skyld i, at de ikke vinder mesterskabet, så får han sikkert mareridt resten af sit liv. - Unionen gør ham en bjørnetjeneste ved at bede ham dømme den her kamp. Jeg synes kun, at Søren Helbo og Casper Christensen skulle være aktuelle til at dømme den her finaleserie. Det er de to eneste dommere, der ikke har noget tilhørsforhold til de to finalemodstandere, siger Ronny Larsen. Traditionen tro vil Danmarks Ishockey Union ikke forklare deres dommervalg. De vælger den, der ifølge dem er bedst til opgaven på den enkelte dag. Til deres forsvar må man sige, at selvsamme Asger Krogh lavede et fremragende job fredag aften i Aalborg Skøjtehal. Her lød der ingen kritiske røster fra AaB-lejren. Uanset hvem der bliver hoveddommer på tirsdag i Samsøgade, så er Ronny Larsen tvivlsom med en formodet mindre hjerterystelse. I forvejen har AaB angrebskollegerne Robert Burakovsky og Sylvain Dechatelets udenfor med skader. - Jeg tør ikke sige, om jeg spiller på tirsdag, men jeg vil selvfølgelig strække mig meget langt for at være med. - Det kan jo være den sidste kamp i sæsonen. Jeg vil gøre alt for at forhindre, at det bliver sæsonens sidste kamp, slutter Ronny Larsen.