Ishockey

Ronny Larsen vil have revanche

AALBORG:Ronny Larsen fik det som han helst vil have det. Han fortsætter karrieren hos AaB Ishockey. Efter et længere forhandlingsforløb er det blevet sat underskrifter på en et-årig forlængelse. - Jeg vil hverken be-eller afkræfte om, der var andre klubber inde i billedet. Min førsteprioritet har hele tiden været AaB, og derfor er jeg glad for, at vi nåede til enighed, siger Ronny Larsen der på rygtebørsen var blevet sat i forbindelse med Frederikshavn White Hawks og de nykårede danske mestre fra Herning. Med sin nye kontrakt får 36-årige Ronny Larsen i modsætning til størstedelen af øvrige AaB'ere fra den forgangne sæson mulighed for at revanchere den skuffende exit i slutspillet. - Man er gået tidligt på sommerferie i år, og det har været en svær pille at sluge, så det er rart at kunne være med til at tage revanche for det i næste sæson, konstaterer Ronny Larsen. Det ser dog ikke ud til at næste sæson bliver hans sidste på topplan. - Som jeg har det lige nu, kan jeg dog godt forestille mig, at jeg fortsætter flere sæsoner, lyder det fra forwarden. bars