Rooney efter comeback: Det føles godt

Manchester United-angriberen håber på flere kampe efter spilletid mod Newcastle i Liga Cuppen.

Rooney efter comeback: Det føles godt

Angriberen Wayne Rooney gjorde onsdag aften comeback for Manchester United efter en måneds skadespause, da han og holdkammeraterne slog Newcastle 2-1 i tredje runde af Liga Cuppen.

Rooney, der har været ramt af en skade i låret, fik de første 76 minutter i sejren over Newcastle.

- Selvfølgeligt var det godt at være tilbage. Det er fire uger siden, at jeg sidst var i aktion, så det var godt at spille igen. Forhåbentlig venter der flere kampe.

- Det hele føltes godt. Det var godt at få nogle minutter og forhåbentlig kan jeg drage nytte af det, siger Wayne Rooney til Sky Sports.

Manager Alex Ferguson glæder sig over angriberens indsats.

- Wayne blev træt til sidst, men det havde jeg forventet. Jeg er meget tilfreds med ham, siger Ferguson.

Selv om Rooney er i flere sæsoner har været Manchester Uniteds største angrebsstjerne, så er kampen om en startplads skærpet i denne sæson, hvor hollandske Robin van Persie er kommet til fra Arsenal.

Anderson og Tom Cleverley scorede målene for United, der i fjerde runde af Liga Cuppen møder Chelsea. Liga Cuppen er den lille pokalturnering i England, hvor holdene også kæmper i den mere prestigefyldte FA Cup..

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.