EMNER

Ros fra politiet til hjælpsomme naboer

Beboerne i den lille by Vindblæs hjalp politiet med at finde forsvundet 67-årig. Og det får de ros for.

I den lille by Vindblæs syd for Løgstør kender de fleste hinanden. Så da en 67-årig dement mand mandag forsvandt fra sit hjem i byen, spredte den triste nyhed sig hurtigt i lokalsamfundet. Politiet indledte en større eftersøgning af den forsvundne, og flere politihunde blev sat ind. Eftersøgningen blev besværliggjort at tåge, og det betød blandt andet, at politiet ikke kunne få hjælp fra helikopter. - Vi kender ham jo Til gengæld ville mange Vindblæs-borgerne gerne hjælpe politiet. En af dem var Carsten Jensen, der bor tæt på den 67-årig i Vindblæs. - Jeg ledte efter ham til kl. 03.30 om natten, fortæller Carsten Jensen. Og det var han ikke alene om. Mindst en halv snes Vindblæs-borgere var på udkig efter den forsvundne mand. - Mange kender ham jo, forklarer Carsten Jensen. Fundet i live - men afkølet Dagen efter, tirsdag eftermiddag, lykkedes det endelig at finde den 67-årige. I live, men stærkt afkølet. Han befandt sig på en mark nær en grusgrav, kun knap en km fra sit hjem. Den ældre mand havde sandsynligvis opholdt sig udendørs hele natten og med alt for lidt tøj på. Den stærkt afkølede mand blev pakket ind i varmefolie og kørt med ambulance til Aalborg Sygehus. Hans situation er stadig alvorlig på grund af den kraftige afkøling, men der er tegn på forbedringer, oplyser sygehuset til den 67-åriges pårørende. Politi: Perfekt hjælp fra borgere Politikommissær Bruno Brix fra Nordjyllands Politi roser Vindblæs-borgernes indsats i forbindelse med eftersøgningen. Han er ikke i tvivl om, at den store interesse for at hjælpe, hænger sammen med, at Vindblæs er et lille lokalsamfund. - De kender jo alle sammen hinanden, konstaterer politikommissæren. Borgerne i Vindblæs var gode til at hjælpe politiet med oplysninger i sagen og til at observere. - Jo flere øjne, vi fik derud, jo større var chancen for, at vi fandt ham, siger Bruno Brix. - Sådan som borgerne gjorde derude, i samarbejde med os, var perfekt. Det skal de have ros for, fastslår politikommissæren. Nej til private hundepatruljer Bruno Brix påpeger, at det er vigtigt, at borgerne hjælper til i samarbejde med politiet og ikke selv sender private eftersøgningshold ud med for eksempel hunde. Det kan i værste fald give politiet problemer, når de sender hundepatruljer ud for at lede efter forsvundne personer. Lugtspor kan blive ødelagt.