Ros fra Randers

RANDERS:Det er med 10 kampe i træk uden nederlag, at AaB i dag kommer til årets sidste SAS Liga-kamp i Randers. Senest blev FC København pillet fra hinanden på Energi Nord Arena, og opturen i det nordjyske er ikke gået ubemærket hen hos Randers FC's engelske træner Colin Todd. - Vi skal op mod et hold, der lige nu viser den bedste spillemæssige form ud af samtlige SAS Liga-mandskaber. De har haft en lang periode uden nederlag, og viser nu det spil, der gjorde dem til mestre i sidste sæson, siger træneren til klubbens hjemmeside. Mens Colin Todd er imponeret af AaB, forholder det sig noget anderledes, når han ser på sit eget mandskab, der i sidste weekend smed en 2-0 føring væk i Esbjerg. - Jeg vil beskrive os som et sårbart hold for tiden, fordi vi alt for let lader mål gå ind. Det må være derfor, at vi på en gang kan spille dårligt og alligevel komme foran 2-0 for så til sidst ikke at få andet end et point ud af det. Jeg tager min del af ansvaret, men spillerne må også selv begynde at kigge indad, slutter Colin Todd. Randers-træneren har udtaget følgende spillere til dagens kamp: Kevin Stuhr Ellegaard, Emil Ousager, Søren Pedersen, Allan Olesen, Robert Arzumanyan, Steven Pressley, Mikkel Beckmann, Kenneth Møller Pedersen, Tidiane Sane, Carsten Fredgaard, David Addy, Lee Nguyen, Ricki Olsen, Alain Behi, Søren Berg, Bédi Buval, Marc Nygaard.